Med hovedet og notesblokken fuld af idéer til etableringen af din nye glaspark, er det bare om at vælge det helt rigtige design til den rigtige pris. Her er et par bud
Jeg er selv meget glad for den glasserie fra producenten Spiegelau, som hedder Authentis, hvorfra jeg henter mine almindelige vinglas, digestif-glas og bobleglas (www.spiegelau.dk). Et andet seriøst mærke er Riedel, hvis glas er smukke og gennemtænkte, men også så dyre, at man bliver ærgerlig, når der ryger et i opvasken. Serierne Sommelier og Vinum Extreme er rigtigt fede, og du kan se alle kollektionerne på www.riedel.com, og få anvist nærmeste forhandler af den danske distributør H.J. Hansen, www.hjhansen-vin.dk. Vores hjemlige Holmegaard barslede i 2004 med den nydelige serie Cabernet, som er min favorit og designet af Peter Svarrer. Er man til det lidt mere 60’er-outrerede, kan man fornøje sig med Nimb-serien, som Allan Scharff designede til Løgismoses relancering af den berømte Tivoli-restaurant sidste år (www.holmegaard.com). Af hundredvis af andre dygtige glasproducenter rundt om i verden, kan jeg ikke lade være med at fremhæve den svenske glasfabrik Orrefors og designer Erika Lagerbielkes vidunderkollektion ved navn Difference. Nogle af de skønneste vinglas, jeg har drukket af i mit liv. Forhandles i Danmark blandt andre af Illum; tjek designet, og få nærmeste forhandler oplyst på www.orrefors.com.
Skriv en kommentar