Der er for tiden megen bekymring og mange spørgsmål og bud på, hvordan man dog kan komme den islamistiske tankegang til livs.
I den forbindelse er der nyttig inspiration at hente i Ahmed Akkaris bog: Farvel til Islamismen. Her fortæller Akkari, hvordan han og de øvrige imamer under Muhammed-krisen bevidst bekæmpede Danmark. De havde nemlig ingen nationalfølelse. I hvert fald ikke til Danmark. De var styret af den store ide om at udbrede islam og Sharia. Danmark var efter deres mening et dybt vantro land, som blot skulle bekæmpes. Det fortjente ikke andet. Men i bogen fortæller han, at han nu ser helt anderledes på det. Og det interessante er at læse, hvad der var vendepunktet. Han skriver bl.a. om, hvordan han – på et tidspunkt da Muhammedkrisen var på sit højeste – blev interviewet til det amerikanske TV-program ”60 Minutes”. Udsendelsen blev egentlig vinklet som en støtte til imamerne – men – som Ahmed Akkari skriver: ”Det, der for alvor hang fast, var udsendelsens indledende præsentation af Danmark. Her hed det: ”Man skal lede længe for at finde et land med et bedre omdømme end Danmark. Det er ikke alene hjem for H.C.Andersen. Landet synes også at leve i et af hans eventyr. Indbyggerne er smukke og velstående, jorden er grøn og frodig, og byerne er farverige og pinligt rene.” Sådan fortalte den amerikanske TV-rapporter Bob Simon med blød stemme. Alt imens blev seerne præsenteret for billeder af livgarden ved Aamalienborg, smilende piger på skøjter og solbeskinnede parker og gadekær.”
Og Akkari forsætter: ”Selvom jeg i 2006 havde boet i Danmark i næsten 17 år, havde jeg aldrig tidligere tænkt sådan på mit nye hjemland. Måske derfor satte ordene sig dybt i mine tanker. Pludselig kunne jeg se, hvad det var, amerikanerne så, og hvad det var, jeg selv havde været blind for i alle disse år: At Danmark i mange sammenhænge virkelig er som et lille vidunderland…Det var – fortsætter han – første gang i årevis, at mine islamistiske skyklapper gled lidt til side og tillod en stribe af lys fra den ellers fordømte vantro verden at slippe ind. Lige der – i øjeblikket – ændrede det intet. Men det lagde kimen til den totale forandring, der snart skulle begynde.”
Akkari fik med andre ord øjnene op for det smukke land, som han boede og levede i, og langsomt blev kærligheden til landet tændt i ham. Her havde han i mange år gået rundt og troet, at det alene gjaldt om at være tro imod Allah – men så opdager han, at kærligheden har en anden vigtig side – nemlig kærligheden til næsten eller kærligheden til fædrelandet.
Lad os derfor – midt i alle bekymringerne og terrorbekæmpelsen – huske, at det bedste værn mod islamismen ikke er at sikre os med vold og magt, men sammen at udvikle og skabe det smukkeste samfund, som kan være det attraktive alternativ til sønderbombede byer.
Steen Skovsgaard