I dag er det 150 år siden, at den danske digter Sophus Claussen (1865-1931) blev født. Selv om han nok ikke længere er kendt af så mange kan vi jo godt fejre ham på Facebook. De af os, der bor i den sydlige del af landet, kan i hver fald godt være lidt stolte over, at det var Sophus Claussens far, som i sit tid stiftede Lolland-Falsters Folketidende, som digteren også selv var redaktør for i en periode. Og tilmed gik Claussen i Nykøbing Katedralskole, hvor han dog klarede sig dårligt, og kun var at finde i en kort periode.

Jeg arvede en gammel udgave af Sophus Claussens digtsamling “Fabler” fra min far. Når man arver bøger er det ikke kun spændende at læse i dem, men også at se, hvor den oprindelige ejer har sat streger; hvad den tidligere læser oplevede som specielt vigtigt. Senere har jeg selv købt andre bøger af Sophus Clausssen, hvor jeg også har sat mine egne streger under det, som jeg blev fanget af under læsningen.

Hvis man sammenligner disse streger viser der sig to forskelle: Den ene er, at Sophus Claussen både var en dyster og en lys digter. Og – at stregerne i min fars bog står under de dystre digte, mens jeg også har sat streger ved de mere lyse digte. Beslægtede, men dog så forskellige – det gælder både Claussens digte og min far og mig. I min fars lille bog med Claussens digte er der en tynd blyantstreg ved disse linjer:

Thi jeg anede, at Verden som en grav var dyb og stor,
var en Krypt, hvor Livets Drømme hver og en blev
stedt til jord….

Disse tre linjer må vise noget om min fars oplevelse af verden og af livet. Det er et sted, hvor drømme bliver begravet. Jeg ville ønske, at han havde fortsat med at sætte blyantstreger, for digtet går nemlig videre:

men jeg sejrede over Døden med udødelige Ord.
Og jeg fejrede Livets Fester, men jeg fejrede dem i Ord.

Men min far satte ikke nogen streger under disse to linjer, da han læste Sophus Claussens digt. De streger, som man sætter i bøger under læsningen, afspejler det som man selv kan – ja, spejle sig i. Han havde mange drømme, men tiderne var anderledes den gang og han tænkte måske, som et andet sted, hvor han satte en streg i Sophus Claussens digtsamling:

Jeg drømte, jeg var dømt,
af alle dømt
for en Daad, jeg havde drømt!

Man skulle ikke drømme, det var han ikke vokset op med. Men det gjorde han alligevel, som alle mennesker. Han var bare alt for god til at begrave disse drømme, eller endnu værre, lade andre mennesker drømme på hans vegne. Og så var det, at min far kunne genkende Sophus Claussens ord om drømme, der “blev stedt til jord”.

Men Sophus Claussen var en digter, hvor man kunne finde det dystre side om side med det lyse. Et sted har digteren sagt, at han repræsenterede en “livsanskuelse grundet på elskov.” Når jeg nu sidder og vender sider i de bøger af Sophus Claussen, som jeg selv har købt, så finder jeg mine egne understregninger. Disse streger afspejler et andet blik på verden end det, min far havde. Han satte næsten kun streger under linjer, der fortalte om mørket. Mine understregninger viser, at jeg gennem hele mit voksenliv har kunnet spejle mig i både de mørke og de lyse sider hos Sophus Claussen. Min fars streger markerer steder, hvor digteren taler om døden, tabet, mørket og ensomheden Dé streger har jeg overtaget fra min far, men tilføjet mine egne understregninger af det, som trøster, det som opløfter, det som heler os – nemlig det at være ombølget af andre mennesker.

Flest streger er der således ved Sophus Claussens digt “Jeg er ombølget af dig…” Det er i virkeligheden unødvendige understregninger, for jeg har digtes linjer i hovedet – eller i hjertet:

Jeg er ombølget af dig,
alle mine Veje er omslynget af dig,
hvor jeg ser hen, kun dit eneste
dejlige Blik.

 (…)

Og du er det vidunderligste
Barn, Jorden har skabt.
Og jeg bryder mig ikke om andet
end at være saa nær dig, at
jeg aner
dit Hjærtes fritblussende Pulsslag,
og at se på den Dagklarhed, der udgaar
fra dine Øjnes Nat.

Sophus Claussen kunne skrive om drømme der blev lagt i graven og om det, at være ombølget af de udvalgtes kærlighed. Når han i dag fylder 150 år er der grund til at fejre ham – og grund til at overveje, hvor ens egne understregninger sættes.