Demokratiets udviklingshistorie — 7. Andelsbevægelsen og fagforeningerne

Samtidig med den politiske kamp for parlamentarismen i Danmark, fandt der en massiv udvikling sted i form af borgerdrevne initiativer i ikke-statsligt regi. Eftersom arbejdere og bønder i stor udstrækning stod uden politisk indflydelse i Folketinget, søgte de i stedet at organisere sig på anden vis.

Andelsbevægelsen

Blandt de største af disse initiativer var andelsbevægelsen, der blev født i Danmark i 1866, da den første danske forbrugsforening blev stiftet i Thisted af provst Hans Christian Sonne. Målet med foreningen var at gøre det nemmere og billigere for fattige arbejdere i land og by at købe de daglige fornødenheder ved at købe ind sammen gennem foreningen. Idéen med disse brugsforeninger (eller bare Brugser) spredte sig hurtigt. Disse brugsforeninger eksisterer fortsat i dag under navnet FDB, der ejer Coop, der bl.a. driver supermarkedskæderne SuperBrugsen, Kvickly, Fakta og Irma.

Andelstanken blev hurtigt tilpasset andre former for samarbejde. Det første andelsmejeri blev oprettet i 1882, og flere skød snart op, da der var god økonomi i at samle produktion og viden centralt til fælles fordel. Denne udvikling og indbyrdes samarbejde var en stærk medvirkende faktor til, at dansk landbrug blev blandt de førende i verden.

Kernen i andelsbevægelsens ideologi var en bevidsthed om uafhængighed, selvorganisering og selvstyre med udgangspunkt i familielandbruget. Dette kom til udtryk ved, at brugsforeningerne og andelsselskaberne almindeligvis er åbne, demokratiske foreninger, hvor hvert medlem har én stemme uanset hvor stor hans gård måtte være. Man stemte altså “efter hoveder og ikke efter høveder” som udtrykket lød på den tid. Andelsbevægelsen stod således i klar modsætning til f.eks. aktieselskaber, hvor aktionærerne har indflydelse efter hvor mange aktier de hver især ejer.

Et andet initiativ, der hentede inspiration i andelstanken var de første andelsboligforeninger. De begyndte især i København, der var præget af elendige boligforhold i starten af 1900-tallet. I andelsboligforeningenre købte man i fællesskab en beboelsesejendom, hvor hver andelshaver ejede en andel af den fælles indkøbte ejendom, og den formue som ejendommen repræsenterede. I dag er der over 4.000 andelsforeninger i Danmark, og de er stadigvæk baseret på den samme grundtanke.

Fagbevægelsen

Et andet centralt initiativ var fagforeningerne, der organiserede arbejderne i byerne og kæmpede for arbejdernes rettigheder og vilkår. Denne stadigt stigende organisering resulterede både i kortere arbejdstid og højere løn, men samtidig også i en klar demokratisk bevidsthed blandt arbejderne, da fagforeningerne var opbygget omkring demokratiske værdier deltagelse og medbestemmelse.

Et afgørende gennembrud for arbejderbevægelsen kom i forbindelse med Storkonflikten i 1899, hvor fagbevægelsen anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, mod at arbejdsgiverne anerkendte fagforeningerne og arbejderne dermed fik ret til at organisere sig.

Dette resulterede i den såkaldte “danske model”, hvor det centrale element er frivillige overenskomstsaftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, der således selv regulerer forholdene på arbejdsmarkedet. Denne anerkendelse af fagbevægelsen, der fandt sted stort set samtidigt med indførelsen af parlamentarismen, var med til at lægge en dæmper på den danske arbejderklasses revolutionære iver.

Dels fordi de nu havde nogle rettigheder at miste, dels fordi de nu også havde forhandlingsmæssige midler, hvormed de kunne opnå resultater. Dette var ligeledes med til at sikre det danske samfunds stabilitet i en periode, hvor der ellers var meget stærke, kommunistiske og revolutionære bevægelser i Europa.

Disse store folkelige bevægelser – andelsbevægelsen på landet og fagbevægelsen i byerne – var også en central drivkraft i grundlæggelsen af det danske velfærdssamfund. De organiserede blandt andet sygekasser og arbejdsløshedskasser, der sikrede medlemmerne lægebehandling og indkomst i tilfælde af sygdom eller arbejdsløshed.

De organiserede også daginstitutioner og oplysningsforbund, der gjorde det muligt for børn og voksne at uddanne sig. Mange af disse tiltag, som vi i dag ser som grundpiller i velfærdssamfundet, er altså startet som borger-drevne initiativer, hvis drift og udvikling siden er blevet overtaget af staten.

Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som til sammen vil udgøre et samlet essay om demokratiets udviklingshistorie.